| You name it -
Holocaust got it! - boganmeldelse med mere |
Anmeldelse
Holocaust.
“You
name it, Holocaust got it.”
Palle Andersen: Holocaust. Den tyske jødepolitik
1933-1945. 79
sider. HSB. 2001. Pris 79 kr.
Om HSB se mere på www.hsb.dk
Det nazistiske mord på de europæiske jøder har
mange aspekter. Jøder har brugt det til at retfærdiggøre eller begrunde
dannelsen af en jødisk stat, en hel industri ledet af jøder har tjent og
tjener penge på det – Finkelstein: Holocaustindustrien. 2001. -
og i de allerseneste år har især socialdemokratiske ledere i Europa
taget det op som et våben i kampen mod fremmedhad og nutidige politiske
modstandere, som har påpeget svaghederne i deres førte politik. Med den
gradvise åbning af de tidligere sovjettiske arkiver og den langsomme ophævelse
af det tabubelagte ved at
nazismen per definition skulle opfattes som noget
100% dæmonisk, er historikerne kommet på banen og har især i 1990´erne præsenteret
nogle spændende og mere almenmenneskelige hypoteser med Holocaust som
udgangspunkt.
Palle Andersens bog er kort og den billigste af de
4 Holocaust-bøger, som findes på markedet idag. P. Smith: Endlösung. 1994
er beregnet til tyskundervisningen med en kort indledning på dansk og gode
kilder på tysk.. Peter Frederiksen: Det 3. Rige. 2. Rettede udgave 2001.
har både tekst og kildeafsnit om Holocaust, men de er dele af en større
helhed. Karl Christian Lammers: Vejen til Auschwitz.
2000. er efter min mening bogen,
som bør bruges ved undervisningen i Holocaust. Den
har næsten alt. Med den bliver eleverne grydeklare til studentereksamen, men
den er traditionel i form og mål, idet den med en enkel undtagelse stort set
kun arbejder med den tekniske side af Holocaust: Hvem gjorde Hvad, Hvor og
Hvorfor. Undtagelsen er uddraget
fra Primo Levis fremragende bog - Hvis
det er et menneske.1989 - , hvor der reflekteres over menneskets situation i
KZ-Universet.
Nærværende Holocaustbog har - ikke overraskende -
noget, de andre også har, men også
noget nyt. Hovedparten af bogen vedrører den nazistiske jødepolitik beskrevet
med et vist engagement og med interessante reflektioner Her er der ikke noget,
som rækker ud over forgængerne. Der er ingen
traditionelle kilder men 4 billedanalyser, som for en formalistisk gammel
historiker som mig ikke virker særligt komplicerede. Bedre er et 7- sider langt
afsnit, som omhandler de danske jøder.
Det rummer mange gode ræsonnementer
ud over den traditionelle beskrivelse og er dejligt fri for den sædvanlige
selvforherligelse af vor indsats.
Bogens indledning er interessant og sammen med de præsenterede problemstillinger på
de sidste sider, giver bogen basis for mange interessante diskussioner og refærdiggør
klart, at den skulle udkomme , selvom markedet var mættet med Lammers Vejen til
Auschwitz. Ifølge Palle Andersen blev Holocaust en brik i Den kolde Krig, idet
amerikanerne hurtigt efter nazismens nederlag ønskede at genoplive Tyskland for
at bruge disse flittige og krigsduelige mennesker som bolværk eller spydspids i
Europa mod USSR og regimerne i Østeuropa. For megen Holocaust ville ikke være
til gavn for denne proces, som i forvejen havde startvanskeligheder i form af
den erindring , de europæiske befolkninger havde om tyskernes opførsel som besættelsesmagt
i deres lande. Da jøderne havde fået deres Israel i 1948 steg de på vognen om
at dæmpe Holocaust-diskussionen i håb om at få penge fra især Vest-Tyskland
til at etablere den nye stat. Problemet med folkemordet på jøderne løstes ved
at påstå, at det var en forbryderisk elite i Tyskland, som i ly af diktaturet
havde begået disse forbrydelser både mod jøder, tyskere og alle andre . Da
konflikten i Mellemøsten fra midten af 1960´erne viste, at den jødiske stat
ikke hvilede på klippegrund opsagde israelerne kontrakten om tilbageholdenhed i
mordet på deres trosfæller og Holocaust blev en fremtrædende del af den
offentlige debat og den deraf afledte historiske forskning. Nu er jeg – også
som anmelder – ikke forpligtet ud over mine evner, og de rækker ikke til helt
at tro på endsige at forstå disse store linier, men det er jeg sikker på, at
mange af mine kolleger kan og vil. For kammeraterne fra 1970´erne og 1980´erne,
som kunne se den internationale storkapital som en skjult organisator af alle
konflikter i verden er sådanne store teoridannelser næsten et nostalgisk
gensyn. I alle tilfælde er der noget at diskutere. I en sådan vil jeg påpege,
at verdenssamfundet via FN i 1948 vedtog konventioner, som omhandlede
menneskerettigheder, folkedrab og folkedrabslignende forhold, men de blev aldrig
benyttet på grund af den kolde krig mellem Fredslejren og Den Imperialistiske
Lejr. USSR havde helt enkelt ingen interesse i diskussioner om massedrab på
udvalgte sociale grupper eller folkeslag, idet Stalins system – Fredslejren
– fulgte samme spor som nazisterne. I Polen var alle ofre for fascisterne - også de fleste af de polakker, kommunisterne myrdede – og der var ikke tale om jøder men
polakker eller polske statsborgere. Holocaust ville skabe forvirring og måske
endda en sympati for den nye jødiske stat. Med
opløsningen af USSR 1991 er der endelig kommet gang i en europæisk blotlægning af en mørk fortid med den klare konklusion, at
der blev myrdet flere i socialismens navn end i racekampens.
Styrken i Palle Andersens bog ligger i, at
den omtaler og arbejder lidt med nogle af højdepunkterne indenfor
Holocaust-Forskningen og Holocaustdiskussionen i 1990´erne. Her er noget for
de diskussionslystne elever og en mulighed for endog at få
mobiltelefon-iagttagerne til at deltage.
Den såkaldte
Goldhagen-Diskussion gik på, at Goldhagen – Hitlers Willing Executioners.
1996 - mente at kunne påvise, at fik tyskere chancen for at deltage i
folkemordet på jøderne, så slog de til. Med andre ord, at stort set alle
tyskere var (og derfor stadig
er) velsignet med et morder-gen.
Aktivt eller hvilende, genet er der. Bare det ikke
aktiveres mod mig, når jeg 6 gange om året er på indkøbstur i Flensborg.
En del af Goldhagens bevisførelse var baseret på
Christopher Brownings fremragende arbejde : Ordinary Men. 1993. hvor han
påviser, at almindelige tyske politibetjente fra Hamburg i 1942 pludseligt fik
en ny jobbeskrivelse. Fra uddeling af parkeringsbøder og indfangning af
prostituerede var betjentene en togrejse senere deltagere i meget ulækre
folkemord i Polen uden at sige fra. Er vore partnere i Den europæiske Union
specielle mennesker ? Er mennesket trods al opdragelse reelt et dyr som
Auschwitz-Kommandant Rudolf Hoess, der legede med sine børn i haven og senere nød
kaffen samme sted kun 20 meter fra krematoriet, hvor man af og til gassede
mennesker? I 1915 myrdede tyrkerne i 100.000 vis af armeniere. Er mordernes
gener repræsenteret hos de tyrkiske indvandrere vi har her i landet – 1-0 til
Pia Kjærsgaard - eller er de alle
taget til Tyskland, hvor de må føle sig hjemme?
Palle Andersen opererer også i denne branche. I
Jedwabne i Østpolen myrdede polakker på eget initiativ deres 1500 jødiske
naboer i 1941. Havde polakkerne også er særligt sadist-gen ?
Vi kender navnene på de ca. 800
litauiske mænd , som hjalp tyskerne med at skyde over 100. 000 jøder i selve
Litauen og i naboområderne. Er de repræsentative for det litauiske folk? Hvad
med de 10.000 vis af litauere eller polakker omkring dødslejrene eller
nedskydningsstederne som passivt så til og måske reddede sig lidt ekstra i
form af smykker, penge, tøj og underholdning i en ellers kedelig hverdag? Skyld
og straf, moral og etik. “You
name it, Holocaust got it.”
I den nyeste forskning bliver Holocaust sat ind i
en lidt anden sammenhæng, end hidtil omtalt. Himmler havde den kongstanke at
samle alle tyskere i Det tyske Rige og det krævede plads , når de millioner af
etniske tyskere – folketyskerne-, som boede i Sydøsteuropa, USSR og Baltikum
, skulle placeres i det egentlige Tysklands nærområder. Det betød i praksis,
at millioner af polakker fra 1939 skulle væk fra deres hjemegn i Vestpolen og
genhuses i Østpolen. Ved at fjerne de polske jøder fra jordens overflade gik
kabalen op, antisemitisme eller ej. At disse folkeflytninger senere 1944-46 blev
med modsat fortegn er en helt anden sag. Her skete den største etniske
udrensning på europæisk jord nogensinde, da 20 millioner tyskere blev
fordrevet fra deres fædrene jord, hvorunder 3 millioner mistede livet.
Alle disse betragtninger har dog ikke den store
gennemslagskraft i medierne og er heller ikke medtaget i Palle Andersens bog.
Men den sidste Holocaustbog har ikke set dagens lys, så der er tid nok til også
at dyrke dette aspekt og især løfte Holocaust op til det, vi efter min mening,
skal bruge det til, nemlig som levenrandør af materiale til at vise, hvordan vi
mennesker og vore politikere var, er og kan blive i forskellige kulturbestemte
situationer. Er et integreret Europa ikke det bedste værn mod et nyt Holocaust
eller spirer hertil?
Køb et par eksemplarer af Palle Andersens bog til
biblioteket eller til eget brug og brug den rigtigt.
I mangel af kilder er den ikke velegnet til
traditionel gymnasiebrug, men enhver historielærer ved hvad en kopimaskine kan
bruges til. Palle Andersen bruger selv kilder fra udmærkede
W. Hofer: Nationalsocialismen.
1963/1978/. Mangler man sider til
opgivelserne i en svag klasse er der Anne Franks Dagbog ( Flere udgaver og
oplag) og for en klasse med mere hårdføre og kvikkere elever er der R. Hoess: Kommandant i Auschwitz . 1964. og
L.W. Wells: Dødsbrigaden. 1965.
For
den ambitiøse lærer er det en løsning at
starte med www.dchf.dk og se, hvad der sker. Andre kan
som sædvanlig åbne rødvinen og drømme om pensionisttilværelsen i
Sydfrankrig. Hvem er på vej?
Klavs
Verholt